|
'Kollektiv indre viden tillader fremtiden at tale til nutiden'.
Sådan lyder en af de arbejdshypoteser, som denne bogs fire forfattere har sat sig for at efterprøve. Kan nye teorier om læring og forandring få afgørende indflydelse på, hvordan vi opfatter - og dermed også på, hvordan vi former - vores fremtid? Hvordan finder grundlæggende forandringer sted? Hvad kommer de af, og hvordan skabes de? Disse spørgsmål tematiseres i bogen, hvis tilblivelse blandt andet beror på interview med mere end 150 ledere, forskere og kunstnere. Interviewene har koncentreret sig om spørgsmål som: Hvordan får du nye ideer? Hvilke spørgsmål er essentielle i dit arbejde? Hvad er intuition i din virkelighed, og hvordan omsættes den til praksis? Fra hvilket bevidsthedslag kommer din erkendelse og dine ideer?
De fire forfattere, som er blandt verdens førende ledelsesforskere og -tænkere, har mødt hinanden regelmæssigt over en periode på et par år. De har stillet sig selv og hinanden spørgsmål om innovation, læring og ledelse, de har lyttet undrende, reflekteret, udvekslet erfaringer og meget mere. Ud af det er der kommet en beretning - en dagbog om, hvordan kreativitet opstår, og hvordan man gennemfører ægte forandring og fornyelse, der for alvor rykker os videre.
SKABENDE NÆRVÆR bibringer sin læser en omfattende forståelse af, hvordan læring, opmærksomhed og vilje til forandring kan tilbyde os en enestående mulighed for at forme fremtiden, som vi ønsker den.
"Her er en bog, der viser veje til ny erkendelse. Den er båret af et helhedssyn på mennesket og jordkloden og af en optimistisk opfattelse af, at der eksisterer uanede potentialer og muligheder, hvis vi bare ville se dem og gribe dem. Nu."
Steen Hildebrandt |