Overalt i oldtiden var indvielsesmysteriernes stjernelære en naturlig del af religionskulturen. Flere af disse træk ses i Bibelen og senere også i den ældste kristne lære. Men undervejs synes der her at være tabt en nøgle til nogle særlige lag i Bibelen, der rummer viden om og referencer til en underliggende esoterisk stjernelære og kosmologi.
* Bibelens fem første og ældste bøger eller tekstsamlinger - der traditionelt tilskrives Moses - fortæller bl.a. om Josefs drøm med stjernetegnene, som hans brødre umiddelbart kunne opfatte at have relation til hver af dem. - I det hele taget indgik i største udstrækning de himmelske elementer i religion og mytologi, men blev med tiden ikke længere forstået i dybden.
* Allerede da antropologien var et nyt studium sidst i 1800-tallet, kunne man her påvise, at den første teologi i den ældre historie var baseret på stjernekundskab. Det er veldokumenteret, at ordet katolsk er fra stjerneterminologien og brugtes i universel betydning: ”himlens stjerne-indflydelse ovenfra over alle nede på Jorden. - Inkluderes stjernelære-emnet mere konkret i historieforskningen med seriøs belysning af væsentlige træk, vil mange mindre forståelige eller gådefulde tekstforhold fra ældre historie og i Bibelen fremtræde mere logiske og realistiske.
Stjernevisdomi det GamleTestamente
Vigtige temaer og hovedpunkter
* Indvielsesmysteriernes ideverden med dens stjernelære indgik overalt i oldtiden som en naturlig del af selve kulturen. Flere træk herfra blev overtaget i jødisk religion og senere hos den oldkristne kirke. Men undervejs synes der her at være tabt en nøgle til at forstå nogle særlige lag i Bibelen med dens referencer til en underliggende esoterisk stjernelære og kosmologi.
* Ved udøvelsen af stjernevarsler i israelitternes traditioner kendes brugen af magiske formler baseret på himmellegemernes navne. Det fremgår af den gamle jødiske lære, Kabbala, om bl.a. astro-magiske forhold. - Dertil brugtes den indledende bogstavlyd (”akrofoniske” princip) i navnene på de såkaldt ”stærke” planeter Shabbetai (‘Saturn’), Zedek (‘Jupiter’) og Maadim (‘Mars’), der samles til den magiske lyd ShaZam: oprindelsen til en kendt magiformular, ”Sesam”.
* En kendt bibelsk kode: ”én dag svarer til et år” (lille-og-stor-cyklus) blev fortsat anvendt, når stjernetyderne skulle praktisere astrologisk direktionsteknik, dvs. de opstillede prognoser ud fra forud beregnelige cykliske forløb. Det var siden hen kendt hos araberne, og senere bl.a. af Tycho Brahe og Kepler. Sådanne forstørrede tids-parallelcyklusser var alment brugt i Europa lige til 1800-tallet. I mange århundreder tog bønder - med koden ”én dag/én måned” - meterologi-
varsler af julens 12 helligdage for at få indikationer for vejret i årets efterfølgende 12 måneder.
* Det Gamle Testamente, verdens ældste religiøse bog, er fyldt med relationer og spor til stjernelæren. - Oldtidens jødisk-romerske historiker Josefus (37-95 e.Kr.) og kirkefader Clemens af Alexandria (150-216 e.Kr.) omtaler, at de 12 slags ædelsten, som jødernes ypperstepræst (ifølge Moses’ regler) skulle have på sin brystplade, direkte refererer til de 12 stjernetegn.
* De astronomiske data om tiden for Moses’ fødsel gengivet i 1400-tallet af rabbi Abrabanel (i Portugal) fra nu forsvundne kilder i Orientens jødesamfund - er også kendt i samaritanernes skrifter samt passer i Rabbinerskrifternes oplysninger om månen i året for Moses’ fødsel: Både på første dag i hans fødselsmåned og på dagen. Det kan kontrolleres videnskabeligt astronomisk.
* Et egyptisk stjernerelateret tema var, at Mosesbarnet sættes ud at sejle på Nilen. I det gamle Egyptens mysteriespil ”genspillede” højtstående præster og indviede de himmelske forhold, hvor f.eks. Nilen udgør Verdens-aksen, og gudinden Isis er manifestationen af himlens klareste stjerne Sirius bag kongeguden Osiris’ genfødsel i Arken/Skibet (stjernebilledet med Canopus-stjernen).
* Motivet på forhænget til Det Allerhelligste i jødernes Tempel i Jerusalem var, ifølge den jødisk-romerske historiker Josefus’ værk ”Jødernes Historie” (Antiquitates), udsmykket med ét stort billede af himlen, dvs. med stjerner og fra øverst til nederst og selve Mælkevejen. I den vide tradition for stjernelæren markerede Mælkevejen symbolsk Verdens-aksen på himlen.
* Ifølge Bibelen kunne Noah observere ”buen på himlen” oven for Arken, og det forstås som ‘regnbuen’, men kan også læses at han betragtede Sirius, altså Buen eller Buestjernen. Fra Arken sendte Noah to gange en ravn ud og senere en due. Disse oplysninger vil i mysterium-sammenhæng referere til sigtelinjerne på himlen fra udgangspunktet, stjernen i Arken: Canopus, der er topvinkel i en ligebenet trekant, som fører ud til stjernerne Ravnen og Duen. At ”Noah sendte fugle ud” var normalt ved varseltagning i oldtiden ligesom med brug af stjernerne.
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Om forfatteren. - Historiker, forsker og forfatter, OVE VON SPAETH, er kendt for sin omfattende bogserie om den historiske Moses i det gamle Egypten - og for talrige ny-orienterende værker med solid basis i historiske og astronomiske studier. - Han er yderligere internationalt anerkendt for opstilling af metode, der for første gang daterer verdens ældste stjernekort uhyre præcist og med væsentlige bidrag til kronologien under Egyptens 18. dynasti. - Ligeledes solid anerkendelse fik
forfatterens bøger med nye forskningsvinkler på den moderne videnskabs store pioner, Tycho Brahe
