Bog - Basilisken på himlen og stjerne-tidsaldre

* Sikker navigation på himlen og viden om de klassiske stjernebilleder og forståelse af ældgamle stjernemyter må ikke fortabes. Arketypisk erfaring og indsigt fortrænges, når universet mest anskues som et moderne teknisk koncept. De store verdens-tidsaldre kendtes tidligere via særlige målinger til udvalgte stjerner på himlen og stjernebilleders placering. Hvor indsatte oldtidens kulturer Dyrekredsens ‘start’? Hvor begyndte tidsaldrene?

* En næsten glemt astro-mytologisk og alkymistisk horror-figur, basilisken, kendes også som kongestjernen Basiliskos/Regulus, der er en af de fem stærkeste lysende stjerner på himlen.

* En solformørkelse efter et bestemt totusindårigt interval og på et specielt sted på himlen - nemlig ved Basilisk/Regulus stjernen - kan findes via det af stjernen markerede ’start-år’ 159-158 f.Kr. Ud fra gammel tradition vil netop den stjerne markere starten på hver ny 2158-årig cyklus og dermed på hver ny tidsalder. Dette skete også i nutiden ved år 1999

Vigtige temaer og hovedpunkter

* På oversigtskort over nattehimlens mange klare stjerner kan vi konstatere, at udstrækningen på himlen af hvert af de 12 stjernebilleder, som indgår i Dyrekredsen, varierer temmelig meget indbyrdes. De i princippet ensartede grænser, der engang blev opfattet at være placeret imellem dem på den traditionsfaste himmelcirkel, altså den klassiske zodiak, synes i det meste glemt.

* Helt fra oldtiden er der overtaget ideer om, at engang i 100-tallet f.Kr., da forårspunktet passerede forbi fiksstjerne-Dyrekredsens startpunkt og gik ind i Fiskenes stjerneområde - at en ny ”verdens-periode”, der herved begyndte, kaldes ”Fiskenes tidsalder. Ifølge det princip befinder vi os nu i Vandbærerens tidsalder. Løsning på gåden om ”ophøjede” planeter og såkaldte ”uheldige dage” (fejlagtigt kaldt Tycho Brahes dage) findes også via ’start-året’ 159-158 f.Kr.

* Fra den betydningsfulde ’kongestjerne’, Basiliskos/Regulus, lod oldtidens astronomer, udmåle på himlen en trigonon, græsk for ‘ligesidet trekant’, og her en vinkel på 120 grader fra Basiliskus op til det stjernefattige område mellem Vædderens og Fiskenes stjerne-billeder. Således for at kunne stedfæste fiksstjerne-Dyrekredsens 1. buegrad, dens start-punkt. Målepunktet var altså stjernebilledet Løvens hovedstjerne Basiliskos, et navn der betyder ’lille konge’. ”

* Basiliskos-metoden brugtes fortsat af flere astronomer over tusind år efter Ptolemæus, dvs. til efter middelalderen. Og Copernicus i 1543 i ”De Revolutionibus” (II, 14) beskriver Ptolemæus’ metode at beregne ud fra ”Regulus, via hvilken vejen derved er åben til de andre fiksstjerner”.

* Hvilken stjerne , der brugtes til udgangspunkt for Dyrekredsens stjernebilleder, var et spørgsmål forbundet med at finde det sideriske start-år, hvor stjernebillederne eksakt passede ud for Dyrekredstegnene, der er temporære, idet de kalkuleres fra Jordens bevægelige forårspunkt.”

* En tolvtedel af en præcession-cyklus, dvs. den tid det tager forårspunktet at bevæge sig de 30 grader gennem et enkelt stjernetegn i Dyrekredsen, varer i gennemsnit ca. 2.158 år. Således fra 159-158 f.Kr. fører nævnte tidsrum på 2.158 år frem til “Vandbærerens tidsalder“ med start fra “signal” ved solformørkelse på Basiliskos-stjernen 22. aug. 1998 og er gentaget 11. aug.1999.

* Idet 1998-1999 her vil danne overgangen til næste tidsalder, dvs. Vandbærerens periode, svarer det også til Nostradamus’ forudsigelse (i 1560erne) for ’omvæltning’ i året 1999. Det tal er det eneste reelle årstal, som han blandt alle sine øvrige profetier angiver med direkte tal - uden kodesprog. Tekster fra mayaerne i 800-tallet e.Kr. informerer ud fra samme koncept. Og i Hopi- indianernes tradition er Jorden vippet ved en ”stor oversvømmelse” for 11-12.000 år siden, her var Verdens-aksens (Mælkevejens ’midt -linje’) retning i rummet var parallel med Jordens akse.

* Et faktum er, at selve beregningsformlen for præcessionens fart tidligere kunne være en smule unøjagtig, men værre er det, som det er sket, at bruge en ”forkert” stjerne, som f.eks. Spica, som udgangspunkt. Dette på trods af, at der faktuelt var en klassisk babylonisk og græsk tradition for at anvende netop denne stjerne Spica til forskellige andre målinger.

* Selve ideen ’stjerne-tidsaldre’ har Platon gengivet. I den tidlige kristendom, 325 e.Kr., indledtes kirkemødet i Nicaea med oplæsning fra den ”hedenske” digter Vergilius’ astrologisk orienterede digt, ”4. Ekloge”, fra år 42 f.Kr. om en kommende frelser og ny tidsalder, det ligner meget Horats’ digt ”Epode” (XVII) fra samme år. Begge var inspireret - via profetier fra den berømte sibylle i Cumae - af mytologi om Isis og sønnen Horus. C.G. Jung udgav i 1951 et bind, ”Aion” (Coll. Works, 9) om Kristus og relationen til Fiskenes stjerne-tidsalder, frem til Vandbærerens tidsalder.
_ _ _ _ _ _ _
Om forfatteren. - Historiker, forsker og forfatter, OVE VON SPAETH, er kendt for sin omfattende bogserie om den historiske Moses i det gamle Egypten - og for talrige ny-orienterende værker med solid basis i historiske og astronomiske studier. - Han er yderligere internationalt anerkendt for opstilling af metode, der for første gang daterer verdens ældste stjernekort uhyre præcist og med væsentlige bidrag til kronologien under Egyptens 18. dynasti. - Ligeledes solid anerkendelse fik
forfatterens bøger med nye forskningsvinkler på den moderne videnskabs store pioner, Tycho Brahe